179 millioner kroner i underskud i Billund Lufthavn

Et underskud på 179 millioner i 2020 er konsekvensen af, at corona satte en brat stopper for rejser.

For Billund Lufthavn begyndte 2020 med vækst og ambitiøse udviklingsplaner frem mod 2040. Ambitionerne og forventningen til fremtiden er der stadig, men væksten blev der sat en stopper for, da corona for et år siden lukkede Danmark..

Årets nettoomsætning i Billund Lufthavn i 2020 var på 302,7 millioner kroner. Og hvad der normalt er et pænt overskud, som bruges til udvikling af lufthavnen og til mere trafik, fik omvendt fortegn og endte med et underskud på 179 millioner kroner i det regnskab, som lufthavnen tirsdag morgen har offentliggjort.

I 2019 havde Billund Lufthavn et overskud på 52,6 millioner kroner. 

For præcis et år siden præsenterede Billund Lufthavn vækststrategien frem mod 2040 foran erhvervsfolk, interessenter og politikere.

Målsætningen lød – og lyder stadig – på syv millioner passagerer og 160.000 tons luftfragt i 2040.

– Det var surrealistisk, og de næste måneder fra 11. marts gik med at skulle navigere i tågen, som corona havde lagt over os alle. Men da vi fik overblik og lagde en plan, fik vi lufthavnen tilpasset, så vi kunne klare os igennem. Det blev desværre nødvendigt med en hård fyringsrunde. Men planen holder stadig stik, og det gør ambitionerne for 2040 også, fastslår Jan Hessellund, adm. direktør, Billund Lufthavn. 

Flyselskaberne har i den seneste tid annonceret en række nye og genåbnede ruter til Billund - senest til Zürich og Bukarest. 

– Flyselskaberne anerkender det stærke vestdanske marked omkring Billund Lufthavn med nye ruter og genetablering. Vores marked er attraktivt både for erhvervslivet og turismen ind og ud af Danmark. Så vi er fortrøstningsfulde med, at så snart kapaciteten vender tilbage i branchen, så er den også hurtigt tilbage på 2019-niveau i Billund, og derfra kan vi fortsætte væksten mod 2040 ambitionerne med 7 millioner passagerer, siger Jan Hessellund