TV der bevæger dig

3F trætte af lufthavnschef

Lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen modarbejder fagforeningernes forsøg på at tegne overenskomst med Ryanair, mener 3F.

Lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen har godkendt en e-mail, som 3F kalder kontroversiel.

I fredags sendte en mellemleder i Billund Lufthavn en e-mail ud til alle lufthavnens ansatte. Her kunne de svare på, om de støtter initiativet til at modarbejde en strejke, som rammer Ryanairs flyruter.

Det har ophidset 3F:
- Direktøren for Billund Lufthavn har personligt godkendt udsendelsen af den kontroversielle e-mail, som modarbejder fagforeningernes forsøg på at tegne overenskomst med Ryanair, skriver fagbladet 3F.
Ifølge 3F er e-mailen en slet skjult opfordring til at modarbejde fagbevægelsen.

Kjeld Zacho Jørgensen mener ikke, han har taget part i sagen.
Til Vejle Amts Folkeblad siger han:

- Nogle medarbejdere kom og spurgte, om de kunne oprette en e-mail, hvor de kunne modtage svar på nogle spørgsmål. Jeg var ikke klar over, hvad spørgsmålene gik ud på, men det er jeg blevet efterfølgende, siger lufthavnsdirektøren.