40 år med præsidenter i Lego-klodser

I dag, fredag den 4. juli, er det USAs uafhængighedsdag og samtidig er det præcis 40 år siden, gæsterne første gang kunne opleve det berømte Mount Rushmore monument i Legoland. Nu er monumentet, der afbilder fire amerikanske præsidenter, skiftet ud med en ny og mere virkelighedstro udgave.

I 1974 kunne gæsterne for første gang stå ansigt til ansigt med de fire amerikanske præsidenter bygget i Lego-klodser i den gamle Western-by Legoredo - en kopi af det berømte Mount Rushmore mindesmærke i USA, hvor de fire store præsidenter Washington, Jefferson, Lincoln og Roosevelt skuer ud over prærien fra deres plads i klipperne.

I dag fyrre år senere kan gæsterne fortsat hilse på de velkendte ansigter, men da parken åbnede for sæsonen 2014 var det med fire spritnye modeller, der i endnu højere grad er tro mod det originale monument.

De fire nye præsidenter er bygget i hånden - klods for klods og lag for lag - af parkens Lego-modelbyggere - præcis som det foregik for fyrre år siden. Der er især lagt kræfter i at arbejde med dybden i modellen, så den bliver bragt til live under de rette lysforhold.

 

Fakta:

- De fire amerikanske præsidenter blev præsenteret for første gang i 1974

- Størrelsen på de nye og gamle modeller er den samme og måler omkring 1,5 meter

- Der er brugt 414.000 Lego-klodser til at bygge de fire nye præsidenter

- Det har taget modelbyggere i Legoland 1.200 timer at bygge modellen og 350 timer at designe modellen