93 ud af 100 flypassagerer er forsvundet i Billund

I november er der kun gået 16.764 rejsende ind og ud af Billund Lufthavn, hvilket er 93 procent færre end november 2019.

I slutningen af oktober blev rejsevejledningerne for Europa malet orange igen, og det har påvirket passagertallet i Billund Lufthavn i den forkerte retning. 

Men november har også bragt nyheder med sig, der kan skrue håbet op for en bedre vintersæson. Der er kommet regionale rejsevejledninger, som kan åbne for regioner i områder, der ellers er orange. Der er udsigt til, at der i løbet af december kommer nye karantæneregler for rejsende, som kommer hjem fra et orange område. Og der er kommet lyntest i Billund Lufthavn.

– Vi vil ikke dvæle ved de dårlige tal, vi vil fokusere på de muligheder, der er kommet i november. Lyntest i lufthavnen har stor værdi for de erhvervsrejsende, og testen, der giver svar på 15 minutter, er eftertragtet, da det giver en større fleksibilitet. Snart er det heller ikke nødvendigt med 14 dages karantæne, hvis man rejser til et orange område. Snart er det forhåbentligt nok med fire dages karantæne plus ventetiden på sin negative test, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Regionale rejsevejledninger giver håb

– Og nu er der endelig åbnet for regionale rejsevejledninger. Det giver et håb for rejsebureauerne, der kan sende danskere til de næsten coronafrie områder. Nu handler det om, at vi får indført test før afgang på alle europæiske afgange, så vi kan flyve coronafri på tværs af grænserne.

Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Foto: Nikolai Reinhold, TV SYD


Lufthavn for EM-deltagere

Billund Lufthavn er destination for mange af de deltagende lande ved kvindernes håndbold EM, der finder sted i Herning og Kolding fra torsdag og frem til søndag den 20. december.

– Billund Lufthavn understøtter og servicerer et stort og stærkt erhvervsområde, der bl.a. er afhængigt af gode forbindelser til Amsterdam og Frankfurt, men også til Rumænien og Polen. Vi er også glade for, at vi kan tage imod EM-deltagerne og kan være behjælpelige med, at deres coronafri-boble starter i Billund Lufthavn, siger lufthavnsdirektør Jan Hessellund.