Årets Vorbasse Marked adskiller sig på to områder i forhold til sidste år
Vorbasse Marked havde i år flere besøgende alle tre dage i forhold til sidste år. Og særligt kræmmermarkedet og festivaldelen skilte sig særligt positivt ud.
Tilløbsstykket Vorbasse Marked er veloverstået.
På bagkant af de tre dage står Jeroen Schotemeijer, PR- og Markedsføringsansvarlig hos Vorbasse Marked, veltilfreds og ser tilbage på et velbesøgt marked.
- Det levede helt sikkert op til forventningerne. Måske endda bedre end forventet, fortæller han.
Forud for markedet forventede de 250.000 besøgende, og selvom de ikke kender de præcise tal, har de kunnet konstatere, at der alle tre dage var flere besøgende end sidste år.
Jeroen Schotemeijer tilskriver vejret stort ansvar for de mange besøgende, som, han mener, har været ivrige efter at komme ud under solens varme efter en periode med masser af væske fra oven.
Lige netop væske fik gæsterne masser af på grund af solen og høje temperaturer.
- Vi har solgt rigtigt mange drikkevarer. Det er kommet Vorbasse Grundejerforening og de øvrige foreninger, der har boder, til gode. Særligt vand var efterspurgt, men også øl, sodavand og kaffe blev der solgt meget af, lyder det fra Jeroen Schotemeijer.
Den PR- og Markedsføringsansvarlige beretter videre om, at Vorbasse Marked forløb roligt, set i lyset af, hvor mange mennesker der deltog.
Der var enkelte voldsepisoder, ikke af voldsom karakter, mens samaritterne heller ikke havde ekstraordinært travlt.
Sommervarmen sørgede dog for, at samaritterne ikke døsede helt hen.
- Mange glemte, at de i varmen skulle drikke lidt mere. Så vi så flere, der blev utilpasse og var ved at dehydrere. Derfor måtte vi om fredagen fortælle over højtaleranlægget, at man skulle huske at drikke vand.
To af markedets fire stoleben i fremgang
Hos Vorbasse Marked taler de om, at markedet økonomisk er baseret på fire 'stoleben'. Kræmmermarkedet, hestemarkedet, tivoli og festivaldelen.
Kræmmermarkedsdelen led i kølvandet på coronaperioden et stort knæk, hvor mange kræmmere udeblev, og Vorbasse Marked lukkede to gader ned, da efterspørgslen fra kræmmere ikke var tilstrækkelig.
Efterspørgslen er dog vendt stærkt tilbage i forhold til sidste år.
- Kræmmermarkedsdelen gik gudskelov fremad igen efter corona. I år åbnede vi én af de lukkede gader og havde alligevel 40 kræmmere på venteliste. Er der samme efterspørgsel næste år, åbner vi også den sidste gade, siger Jeroen Schotemeijer.
For Vorbasse Marked er det dog vigtigt at holde fokus og satse på alle fire stoleben.
For Vorbasse Marked skal være for alle målgrupper; både far der vil se på biler og maskiner, mor der kigger på genbrugsting og børnene, der skal have is og underholdes i tivoli, som Schotemeijer siger.
Men om aftenen og natten dør interessen og aktiviteterne ikke hen, tværtimod.
Og det er det andet punkt, hvor årets marked er udviklet set i forhold til sidste år.
- Festivaldelen går ret meget fremad. Folk kommer og vil feste og have lidt at drikke. Derfor har vi også udvidet festteltet med 600 kvadratmeter i år, så der var plads til 3.500 mennesker.
Både hestemarkedet og tivoli lå stabilt i efterspørgsel og indtjening. Selvom økonomien først gøres op til november, er forventningen i kølvandet på markedet et 'rigtig godt resultat'. Hele overskuddet går til foreningslivet.
Genbrugsemballage gør oprydning lettere
Vorbasse Marked har også grønne initiativer for øje og overgik i år for første gang til genbrugskrus fremfor engangskrus.
Den overgang har været en succes i miljø- og oprydningsmæssig sammenhæng, men mærkes også økonomisk.
- Genbrugskrusene giver os betydeligt mindre affald, så det er lettere for vores frivillige at rydde op. Derudover er det bedre for miljøet, men økonomisk har det også været en lille gevinst, da vi sparer udgifter til engangsemballage og ressourcer, lyder det fra Jeroen Schotemeijer.
De grønne initiativer vil Vorbasse Marked fortsat forsøge at implementere de kommende år. For Schotemeijer er det vigtigt, at Vorbasse Marked hermed kan reducere de frivilliges arbejdstimer, ligesom de økonomiske gevinster ikke mindsker omstillingsparatheden.
Hele søndag er den store nedpakning af Vorbasse Marked i gang, og her er vejret atter en medspiller.
- Vejret er godt, det er hverken for koldt eller varmt, så humøret på pladsen er højt, og vi er faktisk foran planen. Sådan var det ikke sidste år, hvor det regnede og humøret var nede. Vi bliver færdige med størstedelen i dag, fortæller Jeroen Schotemeijer.
Resten af ugen vil der stadig foregå oprydning på pladsen og i byen, så Vorbasse efterlades et godt sted.