Afgørelsens time for Danmarks største travbane

Travbanen i Billund er endnu engang i centrum, når aktionærerne skal tage stilling til, om de vil sælge grunden til legoselskabet Kirkbi A/S. Gennem årene har banen flere gange været ved at lukke.

Det var en lun sommerdag i 1977. 

Politiet havde gennem radioen netop bedt folk om at holde sig væk fra Billund, fordi der var kilometerlange køer på alle de veje, der førte til travbanen.

Interessen for at se travlegenden Tarok en sidste gang inden den skulle af sted til VM i USA var kæmpestor.

På det tidspunkt var det seks år siden, at 15.000 mennesker havde overværet det første hesteløb på det, der dengang hed Sydjysk Væddeløbsbane.

 
 

I mange år var travbanen sammen med Legoland med til at trække masser af gæster til byen, og selv om mange i starten ikke spåede banen et langt liv, blev 25 års-jubilæet også fejret med masser af gæster.

Flere gange truet

Men i de seneste år har travbanen gentagne gange været tæt på at lukke.

I 2014 truede en omfordeling af tipsmidlerne med at beskære tilskuddet til væddeløbssporten med 30 millioner kroner.

Siden da har fordelingen af overskudet fra det, der nu hedder Danske Spil, truet travbanens eksistens . Ifølge travsporten er pengene væddeløbssportens økonomiske fundament.

I slutningen af 2015 meddelte Hestesportens Finansieringsfond, at banen i Billund ville blive lukket den 1. januar 2016.

 
 

Alt tydede på, at det nu var endeligt slut med hesteløb i Billund.

Første købstilbud

Det var på dette tidspunkt, at Legoselskabet Kirkbi A/S kom med sit første købstilbud. De tilbød aktionærerne 45 millioner kroner og lovede samtidig, at travløbene kunne fortsætte 2016-sæsonen ud. Derefter ville de være slut.

På den ekstraordinære generalforsamling den 12. januar 2016 kom der dog i sidste øjeblik en ny løsning, der kunne holde liv i travbanen.

Aktionærerne sagde nej til Kirkbi og besluttede i stedet at sige ja til et tilbud fra det lokale Hotel Propellen, der gerne ville købe en del af travbanens areal for lidt over 2 millioner kroner. Det betød, at Billund Travbane alligevel overlevede.

Nyt tilbud

Men nu skal aktionærerne igen tage stilling til travbanens fremtid. Det sker på generalforsamlingen tirsdag aften.

Denne gang lyder tilbuddet fra Kirkbi A/S på 58 millioner kroner.

Og også denne gang giver købstilbuddet mulighed for at fortsætte driften endnu et år - altså frem til udgangen af 2021.

Bliver det et ja til købstilbuddet, betyder det, at banen lukker samme år, som den kan fejre sit 50-års jubilæum.