TV der bevæger dig

Bilist overser vigepligt: Tre sendt på hospitalet

To biler kørte lørdag eftermiddag sammen i krydset Ølgodvej – Urupvej ved Urup. Tre er sendt på hospitalet efter ulykken.

To biler kørte lørdag eftermiddag sammen her i krydset Ølgodvej – Urupvej ved Urup. Foto: Google Maps

To biler med i alt seks personer er lørdag eftermiddag kørt sammen i et kryds ved Urup. Den ene bilist overså den ubetingede vigepligt i krydset Ølgodvej – Urupvej ved Urup nær Grindsted i Billund Kommune, oplyser Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Der var to personer i den ene bil og fire personer i den anden, og tre af de i alt seks personer er nu sendt på hospitalet.

- Der er tre tilskadekomne. En er fløjet i helikopter til hospitalet, og to er kørt til sygehuset, men ingen af dem er ifølge vores oplysninger kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Bent Hedeager Nielsen ved Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Sydøstjyllands Politi oplyser, der er ryddet op på stedet.