Billund bliver oversøisk charterlufthavn

Billund Lufthavn mere end fordobler antallet af oversøiske rejsemål med charterfly den kommende vinter.

Lufthavnen har i dag to direkte flyvninger oversøisk, Phuket og De Dansk Vestindiske Øer, mens chartergæsterne den kommende vinter også får mulighed for at flyve direkte til fra Billund til Kap Verde-øerne, Mexico og Den Dominikanske Republik, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour, oplyser, at Phuket har det været så stor en succes, at man fra næste år har fire oversøiske rejsemål på programmet ud af den jyske lufthavn.

- Vi vil være den største charterarrangør af oversøiske rejsemål direkte fra Billund. Og derfor har vi den kommende vinter også Kap Verde-øerne, Den Dominikanske Republik og Mexico på programmet.

- Kap Verden-øerne flyver vi til hver torsdag, mens vi får nogle enkelte afgange til henholdsvis Den Dominikanske Republik og Mexico, siger Stig Elling.

Han nævner, at hver femte chartergæst til Kap Verde-øerne denne vinter ud af Københavns Lufthavn er jyde.

- Derfor skal jyderne have deres eget fly, siger han. Charterdirektøren regner første vinter med at sende 3000 til Kap Verde-øerne.

Flere selskaber vil flyve langt

Spies har også to oversøiske rejsemål på programmet den kommende vinter.

- Vi flyver til Den Dominikanske Republik og Mexico direkte fra Billund. Destinationerne er så interessante, at jyder og fynboer også skal have muligheden, siger Jan Vendelbo, direktør i Spies.

Bravo Tours fortsætter med at flyve til De Dansk Vestindiske Øer.

- Der har stort set været udsolgt på samtlige afgange. Så til oktober letter det første fly, siger Bent Banardi, kommunikationschef hos Bravo Tours.

Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo, siger, at der meget vel kan komme flere oversøiske rejsemål fra Apollos side.

- Vi har i dag charterflyvninger til Den Dominikanske Republik og Cuba fra Billund via Amsterdam. Og det er der stor interesse for, siger Rikke Koks Andreassen.

Nyheden om flere oversøiske rejsemål blev godt modtaget i Billund Lufthavn.

- Det kan vi kun være tilfreds med samtidig med at det viser os, at der er et marked for charterflyvninger til oversøiske destinationer fra Billund, siger Kjeld Zacho Jørgensen, lufthavnsdirektør i Billund Lufthavn. Han er ikke i tvivl om, at charterbranchen vil holde øje med tiltaget.

- Derfor tror jeg, at der i de kommende år vil komme nye oversøiske destinationer til, siger lufthavnsdirektøren.