Billund-brødre med til at vinde historisk EM-guld

Danmarks drengelandshold i golf har vundet EM for hold. To brødre fra Billund er med på holdet.

Brødrene Rasmus og Nikolai Højgaard, som spiller i Gyttegård Golfklub ved Vorbasse, var med til den historiske præstation. De slog i lørdagens finale værtsnationen Spanien 4-3.

- De har spillet på et fantastisk niveau. Det lover virkelig godt for fremtiden, at et lille land som Danmark kan producere talenter, der kan spille på det allerhøjeste niveau for deres alder. De har lignet vindere hele dagen, siger direktør i Dansk Golf Union, Morten Backhausen, der selv var tilskuer til finalen.

Finalen var delt i to. Danmark førte solidt 2-0 efter formiddagens foursomes. Tilbage var fem singler. Her lykkedes det Rasmus Neergaard- Petersen under stort pres at hive det afgørende point hjem med en birdie på sidste hul.

- Der er blevet spillet på et absurd højt niveau hernede, så det er fantastisk, hvad drengene har præsteret, siger drengelandstræner Martin Kold.

De seks danske europamestre er Oliver Hundebøll Jørgensen, Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Frederick Sejr, Kristoffer Max og Rasmus Neergaard-Petersen. 

quote

De har spillet på et fantastisk niveau. Det lover virkelig godt for fremtiden, at et lille land som Danmark kan producere talenter, der kan spille på det allerhøjeste niveau for deres alder.

Morten Backhausen, direktør, Dansk Golf Union.

- To af de seks drenge var med, da holdet fik bronze ved EM sidste år. Denne gang blev det altså til guld. De to gange, Danmark tidligere har vundet guld for drenge var i 2007 og 2009, noterer Dansk Golf-Union i en pressemeddelelse.

Lørdag aften sidder holdet til den officielle banket. Senere vender de tilbage til hotel-resortet, hvor der nok skal festes lidt, siger træner Martin Kold til TV SYD. 

Men ikke for meget - for de skal forlade hotellet kl. 7.15 i morgen for at flyve hjem til Danmark.

- Men vi finder nok på noget, slutter Martin Kold.