Billund-læge i spidsen for sine kolleger

Billundlægen Jørgen Skadborg er konstitueret som ny formand for de praktiserende læger.

Praktiserende Lægers Organisation, (PLO), har konstitueret Jørgen Skadborg som ny formand frem til PLO’s repræsentantskabsmøde den 21. november. Han afløser Christian Freitag, der har valgt at trække sig godt et halvt år, før hans valgperiode udløb.

Jørgen Skadborg er 53 år gammel og til daglig praktiserende læge i Billund.

Han var fra 2014 til  2019 formand for PLO-Syddanmark. I november 2019 indtrådte han i PLO’s bestyrelse.

Jørgen Skadborg er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1995 og har virket som praktiserende læge i 20 år.

På PLO’s repræsentantskabsmøde 21. november vælges en ny formand for PLO for resten af valgperioden. Jørgen Skadborg har meddelt, at han på dette møde stiller op til formandsposten.