TV der bevæger dig

Billund Lufthavn får flyvende start på 2017 med passagerfremgang

I januar måned benyttede 188.979 passagerer Billund Lufthavn, hvilket er en fremgang på 25.887 passagerer.

Det er udenrigsruterne, der fortsat står for væksten med 135.414 passagerer, men færre rejser på charterferie. Foto: Louise Mathilde Johnsen, TV SYD

25.887 flere passagerer er en fremgang på 15,9 procent.

- Det er en forholdsvis stor stigning både i antal og procenter, og den svarer til de forventninger, vi har haft til starten på året, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i en kommentar til lufthavnens januarrapport.

Det er udenrigsruterne, der fortsat står for væksten med 135.414 passagerer.Fremgangen skyldes, at de nye ruter fra 2016 begyndte i andet kvartal, og dermed vil de fortsat skabe vækst i de første måneder af 2017. Det gælder ruterne til Helsinki og London Heathrow  samt de nye ruter, som Wizzair introducerede i løbet af året.

Chartertrafikken havde 45.606 passagerer, hvilket er et lille fald på 552 passagerer.Faldet hænger primært sammen med nogle forskydninger i antal weekenddage mellem årene, så det vil udlignes over tid. Der er en pæn stigning i antal skirejsende via Bilund Lufthavn.

Indenrigstrafikken havde 7.641 passagerer, svarende til et fald på 907 passagerer.