Billund Lufthavn fortsætter brat opstigning

338.494 passagerer fløj til og fra Billund Lufthavn i september. Det er en stigning på 30.789 passagerer og en fremgang på 10 procent.

Samlet set har Billund Lufthavn med udgangen af september haft en fremgang i passagertallet i årets første ni måneder på 200.228 rejsende. 

Oven på rekordåret 2016, hvor Billund Lufthavn for første gang passerede tre millioner passagerer i et enkelt kalenderår, er der tale om en fortsat kraftig vækst.

I september transporterede udenrigsruterne 222.149 rejsende frem og tilbage fra Billund Lufthavn, hvilket er en  stigning på 10,5 procent.

Chartertrafikken havde 103.046 rejsende i september. Det er en stor stigning på 11,9 procent svarende til 10.946 passagerer.

- Ferierejserne strækker sig i disse år over længere perioder, end vi har været vant til tidligere, og med gode tilbud på rejser bliver det ekstra attraktivt at flytte ferien for de, der har muligheden for det. Grækenland, Spanien og Tyrkiet er langt de mest foretrukne rejsemål for danskerne, der søger varme, sol og strand, siger lufthavnschef Kjeld Zacho Jørgensen i en kommentar til lufthavnens rapport for september.

quote

Ferierejserne strækker sig i disse år over længere perioder, end vi har været vant til tidligere.

Kjeld Zacho Jørgensen,  lufthavnschef, Billund

Også i september har både ruteselskaberne og charterbureauerne oplevet, at der er høj belægningsprocent på flyene til udlandet.

Derimod kniber det mere med lysten til at rejse indenrigs med fly. Indenrigsruterne havde 12.334 passagerer, hvilket er en tilbagegang på 1.193 rejsende. Tallene dækker over en pæn fremgang for ruten til Bornholm, mens ruten til København har det lidt mere vanskeligt.

Indenrigsflyvning har det svært

- Netop indenrigsruterne er noget, der har været i vores fokus gennem en periode. Sammen med flyselskaberne og de øvrige lufthavne i Danmark er der iværksat en række initiativer, der skal gøre det endnu mere attraktivt at flyve mellem landsdelene. Kort vej fra terminalen til flyet, adgang til fast track for indenrigsrejsende og klippekort med indbyggede rabatter er nogle af de elementer, der er indført i de seneste uger, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.

I næste uge går de danske lufthavnes kampagne i gang, hvor de i et samlet initiativ vil gøre opmærksom på de store tidsmæssige fordele, der er ved at flyve indenrigs mellem landsdelene.