Billund lufthavn klar til Melodi Grandprix

Billund lufthavn blander sig nu i debatten om, hvor Melodi Grandprixet skal placeres. Vi kan sagtens håndtere de mange passagerer, hvis Grandprixet placeres i jylland, melder lufthavnen.

Allan Agerholm - formand for hovedstadens afdeling af hotel- og turistorganisationen Horesta - har sagt, at kun København har infrastrukturen med international lufthavn og hotelkapacitet til at kunne være vært for et europæisk Melodi Grand Prix.

Det er de noget forundrede over i Billund.

- Jeg bliver en smule pikeret, når Horesta-formanden udtaler, at showet kun kan ligge i København, fordi at der findes en international lufthavn. Vi har også en international lufthavn i BIllund og har mange gange bevist, at vi kan håndtere de store begivenheder, siger administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen fra Billund Lufthavn til check-in.dk.

Han nævner som eksempel det professionelle cykelløb Giro d´Italia, der i 2012 besøgte Horsens og Herning. Her rejste cykelholdene, løbsarrangører og pressen ind og ud i Danmark via Billund Lufthavn.

Det samme var tilfældet under Danmarks EU-formandskab, hvor Horsens var værtsby i april, maj og juni sidste år.