Billund Lufthavn når stor milepæl: - Vi fejrer det med bobler

For første gang nogensinde er tre millioner passagerer rejst igennem Billund Lufthavn på et år. Passager nummer tre million rejser igennem lufthavnen onsdag.

Først på aftenen onsdag vil en helt særlig passager rejse igennem Billund Lufthavn.

Billund Lufthavn når nemlig en markant milepæl i lufthavnens 52 år lange historie. Passager nummer tre million enten letter eller lander i Danmarks næststørste lufthavn omkring klokken 19 onsdag.

quote

For andre er det bare et tal, men for os er det en milepæl.

Billund Lufthavns direktør, Kjeld Zacho Jørgensen

Det er første gang nogensinde, at tre millioner passagerer rejser igennem Billund Lufthavn på et år. Og det glæder naturligvis Billund Lufthavns direktør, Kjeld Zacho Jørgensen:

- Det er en helt særlig dag i dag. For andre er det bare et tal, men for os er det en milepæl. Vi har sat os det mål, og nu har vi nået det. Det glæder vi os selvfølgelig over, og internt betyder det meget, siger Kjeld Zacho Jørgensen til TV SYD.

Billund Lufthavn fejrer passager nummer tre million med en event, ligesom lufthavnens ansatte har fået champagne.

Ingen øvre grænse

Med de tre millioner passagerer på et år fastholder Billund Lufthavn klart sin position som Danmarks næststørste lufthavn. Og ifølge direktøren er en af de klare årsager til det udenrigsrejserne fra lufthavnen.

Billund Lufthavn åbnede sin første udenrigsrute i 1985. Dengang havde den omkring 18.000 udenrigspassagerer. I år har tallet for længst passeret to millioner. Og Kjeld Zacho Jørgensen forventer, at der de kommende år kun vil komme flere rejsende i lufthavnen.

- Flybranchen vækster år efter år, og vi sætter os derfor det næste naturlige mål, der hedder fire millioner passagerer. Det er klart, at der går nogle år, før vi når det, men i år har vi mere end 100.000 passagerer flere end sidste år, så det er helt klart realistisk indenfor de næste ti år. Jeg kan ikke se nogen øvre grænse for, hvor mange der kan rejse til og fra Billund Lufthavn, siger Kjeld Zacho Jørgensen til TV SYD.

Billund Lufthavn rundede en million passagerer i 1987, og to millioner passagerer rejste igennem lufthavnen i år 1997.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.