Billund udnævnt som Danmarks første børnevenlige by og kommune

Børneorganisationen UNICEF har anerkendt Billund Kommune som børnevenlig by og kommune.

For 10 år siden erklærede Billund, at kommunen ville være Børnenes Hovedstad, og nu er de kommet et skridt tættere på.

quote

Jeg har ventet i spænding på dette øjeblik, for selvfølgelig skal vi have børnevenlige byer i Danmark.

Karen Hækkerup, generalsekretær, UNICEF Danmark

UNICEF, der er en børneorganisation under FN, har nemlig udnævnt Billund til at være en børnevenlig by og kommune.

- Jeg har ventet i spænding på dette øjeblik, for selvfølgelig skal vi have børnevenlige byer i Danmark, og jeg er simpelthen så stolt og glad på hele FN´s, UNICEFs og Billund Kommunes vegne, siger Karen Hækkerup, der er generalsekretær i UNICEF Danmark.

Udnævnelsen er en anerkendelse af, at Billund Kommune er en af de byer i verden, der gør en ekstraordinær indsats for at fremme børns rettigheder. Derudover betyder titlen, at kommunen fremadrettet skal være med til at sætte fokus på børns trivsel verden over.

- Vi har gennem alle årene haft et helt særligt fokus på at skabe gode rammer for læring gennem leg, samskabelse og børns vilkår i det hele taget. Derfor er UNICEF-kåringen på samme tidspunkt både en naturlig fortsættelse og en kæmpe anerkendelse af dette arbejde, siger Ib Kristensen (V), der er borgmester i Billund Kommune.

Flere børnevenlige kommuner i Danmark

Initiativet UNICEF Børnevenlige Byer og Kommuner har som mål at skabe byer og samfund, som er bedre for børn at bo og leve i. Derfor skal Billund heller ikke være den eneste børnevenlige kommune i Danmark.

- Jeg forventer og håber, at når Billund Kommune bliver anerkendt, så følger andre kommuner efter. Jeg forventer, at vi ikke er de eneste, siger Maria Madsen, der en af de unge borgere fra Billund kommune, som allerede fra start i 2018 har været inddraget i Børnevenlig By-initiativet.

For at få titlen som Børnevenlig By og Kommune vurderer UNICEF først kommunens indsats for børn og laver så en handlingsplan, der skal fremme børnenes rettigheder. Når handlingsplanen er udført, kan kommune blive udråbt som en Børnevenlig By og Kommune.

40 lande er i dag repræsenteret blandt UNICEFs Børnevenlige Byer og Kommuner.