Biogasanlæg: Ikke her i vores by

Combigas i Give vil opføre et stort biogasanlæg i Grindsted, men beboerne er meget skeptiske. Combigas forsikrer, at anlægget er lugtfrit, og indkalder til informationsmøde på onsdag.

Borgerne i Engsøparken i Grindsted er bekymrede. De frygter en ulidelig stank i området, hvis Combigas slipper afsted med at etablere et nyt biogasanlæg på Grindsted Landevej.

- Vi bor kun godt og vel en kilometer fra det sted, hvor anlægget skal ligge, og vi frygter en værre stank herude, siger Vibeke Sørensen, der bor i Engsøparken.

Vibeke Sørensens mand er tidligere vognmand. Han har kørt lastbil til og fra flere biogasanlæg, og han har fortalt om stærke lugtgener. Det får Vibeke Sørensen til at sige fra overfor planer om et nyt anlæg i Grindsted.

- Jeg synes vi har udfordringer nok med forurening i Grindsted og synes ikke byen også skal kendes for at stinke, siger hun til TV SYD.

Anlægget bliver lugtfrit, siger Combigas

Biogasanlægget bliver stort, men direktør for Combigas, Frank Wennerberg, bedyrer over for JydskeVestkysten, at det ikke vil lugte mere end det nuværende biogasanlæg på Grindsted Landevej 40. Her har man endnu aldrig fået klager over lugt.

Det nye anlæg vil fortrinsvis aftage landbrugsaffald.

På onsdag er der borgermøde i Grindsted, og her vil Frank Wennerberg informere om de store planer på Grindsted Landevej.

Vibeke Sørensen og hendes mand møder helt sikkert op til borgermødet for at blive klogere på, hvad der skal ske.

- Selvfølgelig skal vi med, men jeg tror som udgangspunkt ikke på virksomhedens forsikringer om, at anlægget bliver lugtfrit. Vi har set for mange eksempler på det modsatte, siger Vibeke Sørensen.

Hør klippet med hende øverst i artiklen.

Grindsted Å snor sig langs Grindsted Landevej, hvor der planlægges et nyt biogasanlæg.
Grindsted Å snor sig langs Grindsted Landevej, hvor der planlægges et nyt biogasanlæg.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD