Borgmester inhabil i byggesag

Borgmesteren i Billund har indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde, efter han er blevet opmærksom på, at han er inhabil i en byggesag. Hans søns firma har budt på ombygningen af en børnehave i Billund.

Ombygningen af Børnenes Univers Billund har været udskudt og udskudt, og nu har projektet fået endnu et problem. Borgmester Ib Kristensen (V) er blevet gjort opmærksom på, at han i forbindelse med godkendelse af, hvilke firmaer, der skal have byggeopgaven, er inhabil.

Borgmester Ib Kristensen er selv entreprenør, selv om størstedelen af hans firma, Ib Kristensen A/S, nu ejes af hans søn. Ib Kristensen ejer stadig 10 procent, mens sønnen ejer de resterende 90. Firmaet har angiveligt budt på byggeopgaven i Billund.

- Jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg var inhabil. Min søn ejer jo firmaet nu, og buddet fra ham var nummer fem ud af seks bud, så det ville aldrig komme i betragtning, siger Ib Kristensen til TV SYD.

Da ombygningen af børnehaven i Billund gang på gang er blevet udsat og har måttet gå om på grund af fejl i udbudsmaterialet, så brugte borgmesteren tirsdag sin ret til med en dags varsel at indkalde til ekstraordinært byrådsmøde for at få sagen formelt godkendt. Denne gang med borgmesteren selv uden for døren.

Det ekstraordinære byrådsmøde bliver afviklet onsdag klokken 17.30.