Brand i industribygning: Folk opfordres til at holde afstand

Brandfolk fra både Grindsted og Billund er onsdag aften i aktion på Thorsvej i Grindsted. En brand er brudt ud i en industribygning.

Opdatering: Trekantområdets Brandvæsen oplyser, at branden var under kontrol cirka kl. 22.00 og at der er iværksat værdiredning og efterslukning af branden.

Brandfolk fra Trekantområdets Brandvæsen er onsdag aften i fuld sving med at bekæmpe en brand i en industribygning i Grindsted. Ilden har fat i tagkonstruktionen på bygningen og indtil videre er seks brandkøretøjer sendt til opgaven på Thorsvej i Grindsted. Der er også en drone i brug i forbindelse med slukningsarbejdet.

- Vi er lige ved at danne os et overblik over, hvordan situationen er derude. Det er ikke en helt lille brand. Det er brand oppe fra taget af. De har egentlig kontrol over branden inde i selve bygningen, men branden er så også gået i taget. Og det er den, de arbejder på at få kontrol over lige nu, oplyser Casper Christensen, der er operationschef ved Trekantområdets Brandvæsen.