Dyrenes Beskyttelse: Dyreværnsloven er for svag

De seneste dage er der kommet massiv kritik af dyrenes forhold på landets markeder. Billeder af heste fra årets Vorbasse Marked har fået sindene i kog, og nu vil Dyrenes Beskyttelse have lovgivningen strammet.

Dyreværnsloven er for vag, og den børstrammes op for at beskytte e mange dyr, der hvert år bliver handlet med på landets markeder. Den udmelding kommer nu fra Dyrenes Beskyttelse, efter forholdene for hestene på Vorbasse marked er blevet kritiseret de seneste par dage.

- Hestene er blevet kontrolleret ud fra den dyreværnslov, der findes i dag. Når man stadig kan finde heste i dårlig stand, så bør loven blive strammet op, så vi kan stoppe det, siger Vibeke Volmers, Dyrenes Beskyttelses kredsformand i Billund-Grindsted, til TV SYD.

TV SYD ser nærmere på kritikken af hestenes forhold i udsendelsen søndag klokken 19.30, hvor du også kan høre, hvad bestyrelsen bag Vorbasse Marked siger til kritikken.