Efterskoleforstander må se langt efter sine elever: - Det er slet ikke til at holde ud

Efterskolerne i Syd- og Sønderjylland må ikke modtage elever endnu. 20 kilometer længere nordpå må de godt.

Efterskoleeleverne i Syd- og Sønderjylland må foreløbig kigge frustrerende langt efter at få lov at vende retur til efterskolen.

På Tronsø Efterskole og Fri Fagskole i Grindsted er der lige nu tomt, og sådan skal det gerne fortsætte, hvis det står til den ekspertgruppe, der vejleder regeringen om corona.

- Det er slet ikke til at holde ud, siger forstander Toni Hessner, der normalt er omgivet af 130 elever på skolen.

Hvis forstanderen her selv kunne bestemme, så var eleverne allerede tilbage på skolen i Grindsted.

- Det er selvfølgelig under forudsætning af, at man følger de retningslinjer, der er givet. Og det, tænker jeg, godt kan lade sig gøre. Det så jeg rigtig gerne, siger han.

Der er alt for tomt på Tronsø, mener forstander Toni Hessner.
Der er alt for tomt på Tronsø, mener forstander Toni Hessner.
Foto: Claes Adel, TV SYD

Kun 20 kilometer længere nordpå ligger Sdr. Feldings Efterskole. Den ligger i Herning Kommune, hvor smitten er højere end i Billund Kommune, men her og i resten af Vestjylland samt i Nordjylland og på Bornholm må efterskolerne gerne åbne for eleverne igen.

- Det er jo mærkeligt, fordi vores elever jo ikke kommer fra lokalområdet. Få gør, men de kommer typisk fra hele landet. Det er jo samme situation på alle efterskoler. Så i forhold til de retningslinjer, vi følger, synes jeg godt, man kunne åbne alle efterskoler. Det ville være helt naturligt, synes Toni Hessner.

Professor Jens Lundgren maner til forsigtighed ved genåbning af efterskolerne.
Professor Jens Lundgren maner til forsigtighed ved genåbning af efterskolerne.
Foto: TV 2

Professor foreslår sluse

Men hvis dét skulle ske, så ville det ifølge Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet, være klogt, hvis efterskolerne sluser elever og personale ind over nogle dage med gentagne tests.

- Så skal man være negativ for at få lov til at komme ind i boblen. Så det er en teoretisk mulighed, som jeg tror, vi skal overveje. Det kræver ekstremt stor disciplin af dem, der er inden for boblen. De må simpelthen ikke forlade den, og der må ikke komme yderligere ind i boblen, uden at de er gået igennem den her slusefunktion, siger han.

Hvorfor en efterskoleelev i Kolding må tage på efterskole i Nordjylland, når en elev fra Nordjylland ikke kan komme på efterskole i Kolding, er ifølge professoren heller ikke logisk.

- Det er også mærkeligt. Det er derfor efterskolerne er mere problematiske. For modsat folkeskolerne, hvor eleverne i skole, hvor de bor, så sker der en pendling på tværs af landet ved efterskolerne, forklarer Jens Lundgren.

Andre landsdele må vente

Næste skridt ifølge anbefalingerne er en genåbning fra mandag den 15. marts i blandt andet Østjylland, hvorunder Hedensted og Horsens kommuner hører. Her kan efterskoler så åbne, mens det først kan ske i resten af Syd- og Sønderjylland inklusive Grindsted efter påske et par uger senere.

Indtil videre er det kun anbefalinger. Partilederne på Christiansborg har været indkaldt til forhandlinger om genåbningen. Og forstanderen har et stort ønske til politikerne:

- Det er at få eleverne tilbage. Det er nummer ét. Jeg synes, de ville være lige så sikre her som derhjemme. Det føler jeg mig helt tryg ved, mener Toni Hessner. 

At få eleverne tilbage. Det er nummer ét, mener Toni Hessner.
At få eleverne tilbage. Det er nummer ét, mener Toni Hessner.
Foto: Claes Adel, TV SYD