Familien tilbage ved bordenden: Oldebarn i spidsen for Lego

Fjerde generation efter Lego-stifter bliver formand for bestyrelsen, hvor Jørgen Vig Knudstorp tager et skridt ned.

Lego laver en rokade i sin bestyrelse, hvor ejerfamilien bag koncernen nu sætter sig for bordenden.

Jørgen Vig Knudstorp
Jørgen Vig Knudstorp

Jørgen Vig Knudstorp, der i en årrække var direktør for Lego, stopper som formand, men bliver i bestyrelsen.

I stedet er Thomas Kirk Kristiansen, der er en del af ejerfamilien, udpeget som ny formand. Han har indtil nu været næstformand.

Thomas Kirk Kristiansen er oldebarn af Ole Kirk Christiansen, der stiftede Lego i Billund i 1932.

Med skiftet på formandsposten har Lego-familien sat yderligere skub på det generationsskifte, som Thomas Kirk Kristiansens far, Kjeld Kirk Kristiansen, startede i 2016.

Dengang stoppede han som næstformand i bestyrelsen og overlod det ror til sin søn. I 2019 trådte Kjeld Kirk Kristiansen helt ud af bestyrelsen i Lego.

Lego er ejet af pengetanken Kirkbi, som sidder på 75 procent af legetøjsselskabet og er ejet af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn.

De sidste 25 procent er ejet af Legofonden, som også er kontrolleret af familien bag Lego og har Thomas Kirk Kristiansen som formand. Her er hans far fortsat næstformand.