Familien Stender Lund glemmer hverdagen i Legoland
Frelsens Hær har inviteret 2500 børn og voksne fra udsatte familier i Legoland.
Fra en skyfri himmel brager solens stråler ned på Legoland i Billund. Her har tusindvis valgt at lægge vejen forbi lørdag, for at nyde parken og hinandens selskab.
Det kildede helt vildt!
Jeremy Stender Lund
På en af parkens stier, venter Tina Stender Lund fra Tønder på, at hendes børn er færdige med en tur i den nærmeste rutschebane. The Flying Eagle, hedder den.
- Det var så fedt mand, udbryder Jeremy Stender Lund, da han kommer løbende til sin mor, og tager sig til hovedet med begge hænder.
- Det kildede helt vildt!
Alt andet end hverdag
Tina Stender Lund og hendes fem børn er alle blevet inviteret i Legoland af Frelsens Hær.
- Det er vi simpelthen så glade for. Hvis vi ikke kunne tage med Frelsens Hær, var vi ikke taget i Legoland, siger Tina Stender Lund.
For familien har ikke råd til selv at tage en tur i en forlystelsespark. Tina Stender Lund er enlig forsørger og under uddannelse. Så med fem børn er der ikke meget luft i budgettet til fornøjelser.
- Vi søger feriehjælp hvert år og håber på, at vi er heldige. Og hvis vi ikke får hjælp, bliver det ikke til meget ferie. Så derfor er det helt fantastisk, at vi har muligheden for at komme her i dag og glemme hverdagen, siger børneflokkens mor.
Flere fattige familier
Tilbage i december modtog familien julehjælp fra Frelsens Hær, og det er blandt andet én af grundene til de i dag kan nyde det gode vejr i Legoland.
- Disse familier var fattige i december, og det er de stadigvæk. For nogle vil det her være det eneste, de kan give deres børn af ferie hele sommeren. Så vi er rigtig glade for, at vi kan tilbyde så mange en helt fantastisk dag i Legoland, siger Lars Lydholm, som er forvaltningschef i Frelsens Hær.
Desværre kan den velgørende organisation ikke hjælpe alle. Ikke mindst fordi der er stadigt flere fattige i Danmark.
- Vi kan kun skabe en dag som i dag takket være økonomisk støtte fra en række fonde. Og vi håber rigtig meget på, at den støtte fortsætter, for vi ser et kraftigt stigende antal fattige danskere, som vi rigtig gerne vil hjælpe, siger Lars Lydholm.
Barndomsminder
Familien fra Tønder skiftes til at tage en tur i forlystelsen Kanoen i Legoland. Vandet sprøjter til alle sider, mens solen kæmper med at holde alt tørt. Tina Stender Lund bøjer sig ned til familiens yngste medlem, der sidder i en klapvogn.
- Kan du se, nu kommer Jeremy, hvisker Tina Stender Lund, mens der bliver gumlet på sutten i klapvognen.
Et par sekunder senere kan alle høre Jeremys glædesskrig fra kanoen, der er på vej ned ad bakken.
- Det er jo minder, der bliver skabt lige her, siger Tina Stender Lund, mens hun ser forlystelsesbåden dreje ind til platformen, hvor gæsterne kan stige af og på. Jeremy løber ud med vand, drivende ned af jakken.
- Jeg skal prøve alle forlystelser i dag, inden vi tager hjem, siger han.