Fra fyreseddel til Falck: Nu er Søren tilbage i arbejdsuniformen

Billund Kommune er den eneste kommune, der oplever en stigning i antallet af arbejdsløse. Søren Bagge blev sidste år fyret fra Billund Lufthavn, nu er han tilbage i lufthavnen med en ny titel.

Efter 40 år i Billund Lufthavn fik Søren Bagge sidste år stukket fyresedlen i hånden. 

Nu er han tilbage på samme arbejdsplads, men med en anden titel og i ny uniform. Nu er han nemlig at finde i Billund Lufthavn som daglig ansvarlig af Falcks testcenter.

-  Det er den lufthavn, som jeg har været vant til i så mange år før hen, så det er jo skønt, siger Søren Bagge. 

Den 25. maj sidste år, opsagde lufthavnen 309 personer, der skulle finde et andet arbejde. 

Her blev Søren Bagge opsagt, da coronaen ramte Billund Lufthavn. 

Raa BILLUND STADIG RAMT AF LEDIGHED + GRAFIK.Copy.01.Copy.01
Foto: Jeppe Vestergaard Jensen, TV SYD

- Det har været et turbulent år. Det er der ingen tvivl om. Vi mistede mange gode kollegaer, og de, der er tilbage, skal finde sig til rette i det her. Vi går alle sammen og venter på at få noget at lave, Henrik Pukgaard, der er fælles tillidsrepræsentant i Billund Lufthavn

Det er ingen hemmelighed, at flytrafikken har stået stille. Det har medvirket til, at Billund Kommune topper listen over største stigning i antallet af ledige. Her stiger ledigheden med 20 procent i kommunen, der blandt andet lever af oplevelsesøkonomien.

- Jeg ser tilbage på et enormt travlt år med alt muligt andet end at drive lufthavn. Men drive virksomhed, redde virksomheden og sikre de medarbejdere vi måtte sige op og ikke mindst de medarbejdere, der blev tilbage, siger Jan Hessellund, der er administrerende direktør Billund Lufthavn.

I 2020 mistede Billund Lufthavn tre af fire passagerer, og som konsekvens af de stærkt reducerede passagertal, måtte lufthavnen i maj sidste år sige farvel til omkring 300 medarbejdere.

Desuden er Billund en turistkommune med publikumsmagneter som Legoland, Lalandia og Lego House og deraf følgeerhverv i hotel- og restaurantionsbranchen. Disse har alle været hårdt ramt under covid-19 lockdown, da folk simpelthen ikke har kunnet komme og deltage i fornøjelserne, fordi forlystelsesparkerne har været tvangslukkede.

- Jeg synes, vi gjorde, hvad vi overhovedet kunne - især dengang, man blev ledig ude i lufthavnen, men man kan altid gøre det bedre. Så det skal ikke være nogen undskyldning. Jeg synes faktisk, vores arbejdsmarkedsområde har gjort det godt, siger Ib Kristensen (V), der er borgmester i Billund Kommune.