Fra national førsteplads til nul coronatilfælde

For anden dag i streg er der registreret nul smittede i Billund Kommune.

I starten af maj havde Billund Kommune det højeste incidenstal i hele landet, men nu ser det helt anderledes ud for kommunen. 

Over de seneste syv dage var der i starten af maj 305 smittede per 100.000 indbyggere, men i dag er det helt andre tal.

Der er nemlig for anden dag i streg nul smittede. 

Det viser dagens coronatal fra Statens Serum Institut.

53,2 procent har påbegyndt vaccination

Med de seneste vaccinationer har mere end 3,1 millioner personer i Danmark nu påbegyndt vaccination, og over 1,7 millioner er færdigvaccinerede.

Det vil sige, at 53,2 procent af befolkningen har påbegyndt vaccination, og at 29,1 procent er færdigvaccinerede.

Varde Kommune er en af de kommuner, der er godt med på vaccinationsfronten. Her har 28.109 personer påbegyndt vaccination (56,5 procent), og 15.300 er færdigvaccinerede (30,8 procent).

Varde Kommune er kun overgået af Fanø Kommune, der indtager en national femteplads. 2.248 (65,2 procent) har påbegyndt vaccination, mens 1.456 (42.2 procent) er færdigvaccinerede.

Vejle, Haderslev, Vejen, Horsens og Kolding kommuner er i en kedelig top-ti over kommuner, hvor der er vaccineret færrest borgere første gang. 

På landsplan

Hen over det seneste døgn er der foretaget 79.595 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man podes i svælget.

Når antallet af prøver sættes op imod antallet af positive smittetilfælde, svarer det til, at 0,28 procent af prøverne har vist et positivt svar for coronavirus.

Det seneste døgn er der også foretaget 298.775 lyntest. Det er test, hvor man podes i næsen.

Positive svar for coronavirus via lyntest fremgår dog ikke af tallene fra SSI. Det skyldes større usikkerhed med resultatet fra lyntest.

På landets hospitaler er der nu 64 personer, som er indlagt med coronavirus. Det er det laveste antal siden 19. september sidste år.

Af de 64 indlagte er 15 personer indlagt på en intensivafdeling, og af dem får 11 hjælp af en respirator.

Der er ikke registreret dødsfald blandt coronasmittede det seneste døgn. Det betyder, at det samlede antal coronarelaterede dødsfald under epidemien fortsat er 2531.