Grillparty årsag til stor naturbrand

Sydøstjyllands Politi kom søndag nærmere en årsag til weekendens store skovbrand i Gyttegårds Plantage ved Billund. Et bålsted i skoven har sandsynligvis antændt det tørre græs omkring.

I mere end et døgn har ilden hærget et næsten 100 hektar stort skovområde i Hejnsvig ved Billund. I al den tid har politiet og brandmyndighederne ledt efter en årsag til branden.

Søndag eftermiddag kom de måske tættere på en forklaring. Midt i skoven fandt politiet en bålplads med rester fra et grillparty. Der lå stadig pølser på stedet og de var rimelig friske.

De kan ikke have ligget der længe for så ville skovens dyr have spist dem, vurderer myndighederne. Politiet arbejder nu på at finde ud af, hvem der har holdt fest midt i skoven.