Grindsted-skole tyvstarter på OL

I disse dage tyvstarter Søndre skole i Grindsted og holder deres eget OL, inden London kalder atleterne til olympisk strid der.

Derfor bliver hele skolen inddelt i lande på tværs af årgangene og afdelingerne. De skal sammen fabrikere t-shirts, flag og kampråb, desuden får eleverne noget teori omkring deres lande.

Mandag var der åbningsceremoni på Grindsted stadion med indmarch, præsentation af skolens egen OL-sang og den lokale olympiske ild
blev tændt.

De næste dage går det så løs med OL-discipliner som svømning, cykling, fodbold og mange flere.