Helikopter og hunde leder efter 78-årige Gerda

Siden tirsdag eftermiddag har en ældre kvinde været forsvundet fra sit plejehjem i Billund. En stor eftersøgning er i gang med helikopter, hundepatruljer og borgernes hjælp.

78-årige Gerda Pedersen forlod Billund Plejecenter ved 13-tiden tirsdag. Siden har ingen set hende, og en stor eftersøgning er i gang. Politiet har efterlyst kvinden, der kan have svært ved at orientere sig. 

Der har været en helikopter i luften for at lokalisere Gerda Pedersen og også hundepatruljer.

- Vi har fået meget stor hjælp fra borgere, der har været med ude at lede efter hende, fortæller Heidi Schmidt, der er konsulent indefor ældreområdet i Billund Kommune. 

Men flere timers eftersøgning har indtil videre ikke båret frugt, og politiet har nu sendt en efterlysning ud, så folk kan holde øje med kvinden, der er 165 cm høj, slank og med gråt, kortklippet hår. 

- Det er forfærdeligt, at vi endnu ikke har fundet hende. Og nu begynder det jo at blive koldt, siger Heidi Schmidt til TV SYD.

Der er søgt i Vandel, Filskov, Hejnsvig og i hele Billund.

Kontakt politiet på 1-1-4, hvis du ser Gerda Pedersen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.