Helikopter styrtet ned på mark

En helikopter er mandag formiddag styrtet ned på en mark ved Give i forbindelse med en manøvre tæt på jorden. De to personer, der var i helikopteren, er ikke kommet til skade.

En helikopter er mandag formiddag styrtet ned på en mark i forbindelse med en manøvre tæt på jorden. De to personer i helikopteren er ikke kommet noget til.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 9.38.

- Det er ikke så alvorligt, som vi først troede. Det viser sig at det er en elev, der har haft en manøvre tæt på jorden, hvor helikopteren får kontakt med underlaget og går ned. Styrtet har ikke været mere alvorligt, end at de to personer selv kunne komme ud, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Torben Wind.

Da de to personer er kommet ud af helikopteren, slår de selv alarm. De er efterfølgende kørt til kontrol på sygehuset.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er helikopteren privatejet, men de nærmere omstændigheder omkring ulykken kender politiet ikke.

- Nu skal vi have undersøgt ulykken og klarlagt, om der er sket overtrædelser af nogen regler eller fejl på udstyret. Det kan bare have været et ganske almindeligt uheld, siger Torben Wind til TV SYD.

Det er Havarikommissionen, der nu skal have undersøgt omstændighederne omkring helikopterens styrt.

Helikopteren skal ifølge politiet være lettet fra det samme sted, som styrtet er sket.