Her kommer Danmarks største fængsel til at ligge

Ny aftale om Kriminalforsorgens økonomi betyder 265 nye fængselspladser i Syd- og Sønderjylland.

Fængslet i Sdr. Omme bliver Danmarks største fængsel i 2025.

Her er der i dag 222 pladser, og ifølge den nye flerårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi skal der etableres yderligere 200 pladser i Sdr. Omme, så den samlede kapacitet kommer op på 422 pladser.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, der tilsammen råder over 92 mandater i Folketinget, blev onsdag enige om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgens økonomi frem til 2025.

De 200 nye pladser i Sdr. Omme Fængsel i Billund Kommune bliver fleksible. Som udgangspunkt er der tale om lukkede fængselspladser, men de kan også anvendes som arrestpladser eller som åbne fængselspladser i det omfang, det bliver nødvendigt.

Ifølge aftalen skal også det åbne fængsel i Møgelkær ved Juelsminde udvides. Her bliver 65 såkaldt “dvalebelagte” pladser taget i brug igen, så den samlede kapacitet kommer op på 131 pladser. Det sker allerede næste år.

Møgelkær Fængsel blev dvalelagt i 2018 og er siden delvist ombygget til et uddannelsescenter for fængselsbetjente. Kriminalforsorgen har i juni i år i forvejen genaktiveret 66 pladser i fængslet for at imødegå det aktuelle kapacitetspres.

Størst udvidelse i Syd- og Sønderjylland

Hovedparten af de nye fængselspladser i Danmark kommer altså til at ligge i Syd- og Sønderjylland.

Pladserne i Danmark fordeler sig på 250 lukkede fængselspladser (200 i Sdr. Omme), 82 åbne fængselspladser (65 i Møgelkær) og 12 arrestpladser.

Der er en risiko for, at der i 2025 vil mangle op imod 1.000 fængselspladser, hvis myndighederne ikke foretager sig noget. Derfor udvides Kriminalforsorgens fysiske kapacitet i første omgang med 326 pladser i Danmark og 300 udenlandske pladser i Kosovo.

Fængsler i Syd- og Sønderjylland

  • Enner Mark, Horsens
  • Møgelkær, Juelsminde
  • Renbæk, Skærbæk
  • Sønder Omme
  • Nørre Snede

Der er stor mangel på fængselsbetjente i landets fængsler og arrester. 

Over de seneste 10 år er antallet af fængselsbetjente faldet med ca. 23 procent. Men for at kunne følge med stigningen i antallet af indsatte, bliver det nødvendigt i højere grad at kunne fastholde og rekruttere fængselsbetjente.