Hotel i Billund vil have vaccinerede udlændinge på værelserne

Torben Klovborg og LEGOLAND fra Billund støtter om et forslag fra folketingets borgerlige partier. De vil tillade vaccinerede turisters adgang til Danmark. Partierne på Christiansborg skal drøfte sagen tirsdag.

Nedlukning, udeblevne turister, forretningsrejsende og konferencer har betydet tomme hotelsenge i år 2020 og 2021. Et af stederne, hvor de har været særligt udfordrede i hotelbranchen er i Billund, som er tæt knyttet med oplevelsesøkonomien.

quote

Vi skal passe på hinanden, men hvis de er vaccinerede, kan jeg ikke se problemet

Torben Klovborg.

Her har de normalt mere end to millioner besøgende hos kommunens attraktioner, som blandt andet tæller LEGOLAND, Lalandia, WOW park og LEGOHouse.

De besøgende har der manglet en del af i 2020 og ind i 2021. Det er gået hårdt udover Refborg Hotel og indehaveren Torben Klovborg, der har været nødt til at fyre ansatte. På hotellet kan gæsterne fx kigge over på LEGO House, som normalt er et trækplaster.

I øjeblikket er turisterne besøg besværliggjort af, at Danmark siden den 7. februar 2021 har indført krav om test og efterfølgende isolation i ti dage ved indrejse i Danmark.

- Vi er meget hårdt ramt. Vi har normalt 80 procent af vores omsætning gennem turister, men de er her ikke lige nu, fortæller Torben Klovborg.

Kom med dem!

Nu er der måske en hjælpende hånd på vej til Torben Klovborg. I hvert fald har Konservative, Venstre og Nye Borgerlige nu foreslået, at vaccinerede turister skal kunne komme ind i Danmark.

Her er der tale om udlændinge, der er vaccineret med en vaccine, der er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Indtil videre er der godkendt fire forskellige vacciner mod coronavirus. De er fra Pfizer/BioNTech, AstraZeneca, Johnson & Johnson og Moderna.

- Lad os få åbnet Danmark for alle, der har fået en godkendt vaccine. Så kan de jo lige så godt komme her og lægge en masse penge. Sender vi det signal nu, kan folk begynde at planlægge at holde ferie i Danmark, siger han.

På hotellet vil de hellere end gerne tage imod vaccinerede gæster.

- Kom med dem! Det kan ikke gå hurtigt nok med at få nogle gæster, så vi kan få hjemkaldt noget personale og komme i gang igen, fortæller hotelejer Torben Klovborg.

Opbakning fra LEGOLAND

Det er ikke småpenge hotelejere og andre i turismebranchen omsætter for i Danmark og i Billund. I Billund havde de i 2020 445.000 færre udenlandske overnatninger på hoteller og feriecentre i forhold til 2019.

Overnatninger i Billund
2017201820192020
Danskere614.088633.807645.443521.685
Udlændinge533.537510.054553.522108.545
Kilde: Visitdenmark

På landsplan forventes faldet i overnatninger at medføre et tab i turismeomsætning på 31 mia. kr. i 2020 sammenlignet med 2019, skriver Erhvervsministeriet.

For at vende stimen foreslår Konservative nu en turismepakke. I pakken foreslås det også, at der skal gives rabat på forskellige kulturinstitutioner for at tiltrække turister.

- Vi skal simpelthen have noget smæk på. Vi skal have nogle penge til at klinge i kassen, så vi holder hånden under vores turisterhverv, siger partilederen Søren Pape Poulsen.

Det lyder godt i ørene hos det største legeland i Billund.

- Normalt er halvdelen af gæsterne i LEGOLAND udenlandske turister, og når påskeferien er slut, og de danske børn er tilbage i skole, så kommer vi til at mangle de familier, fortæller Christian Woller, direktør i LEGOLAND.

Her mener de, at en løsning snart bør findes.

- Det er vigtigt at der snart bliver fundet en løsning på at få udenlandske turister til Danmark, så branchen igen kan stå på egne ben. Udmelding om tidshorisont er den største prioritet for forårets og sommerens bookinger, og så er det afgørende, at man ikke igen lægger et krav om seks overnatninger indover, fortæller Christan Woller.

Penge i kassen har der som sagt heller ikke været nok af hos Torben Klovborg på Refborg. I øjeblikket ernærer de sig primært ved off-shore-arbejdere og andre forretningsrejsende. De plejer dog at få turistbookinger til de gode sommermåneder nu, men de mangler i ordrebogen. Derfor bakker han fuldt op om de borgerlige partiers udspil og er ikke nervøs for, at det vil øge smitten.

- Vi skal passe på hinanden, men hvis de er vaccinerede, kan jeg ikke se problemet. Vi har ikke haft noget her, så jeg er ikke bekymret, fortæller Torben Klovborg.

Det kan dog være lange udsigter til tiden før corona, for antallet af udenlandske overnatninger forventes først tilbage på 2019-niveauet i 2023, anslår Erhvervsministeriet.

Svar fra regeringen

I et skriftligt svar til TV 2 skriver den politisk ordfører i Socialdemokratiet, Jesper Petersen, følgende:

Med den brede politiske rammeaftale om genåbning af Danmark, blev rejserestriktionerne forlænget til den 20. april.

Hvordan vi håndterer rejserestriktionerne, herunder anvender vaccinepas, i den videre kontrollerede genåbning af Danmark, vil regeringen diskutere med partierne bag genåbningsaftalen. Der er indkaldt til drøftelser om dette allerede på tirsdag.

Turisterhvervene er hårdt ramt af pandemiens konsekvenser, og regeringen har stor forståelse for ønsket om mere lempelige rejserestriktioner. Vi skal samtidig sørge for ikke at importere smitte og virusmutationer udefra.

Der er også en europæisk dimension her. Der er forhandlinger i EU om et fælles certifikat, som kan muliggøre rejser. Hvor man som borger kan dokumentere sin vaccination, og hvor der bliver en praktisk og troværdig måde at kunne føre kontrol. Regeringen presser på for, at den fælles EU-løsning bliver klar inden sommer og højsæsonen for turisme.