Korvetten Labri søsættes i Vorbasse med stor festivitas

I dag var en stor dag for Korvetbærerlauget og borgerne i Vorbasse, for korvetten Labri skulle søsættes.

Kalenderen siger påskelørdag, og i Vorbasse betyder det søsætning af korvetten Labri.

Sådan har det været siden 1980'erne, men de seneste to år har traditionen måttet brydes.

- Grundet covid-19 har vi desværre ikke kunnet gøre det som vi plejer, men kun undercover udelukkende med Korvetbærerlauget. Så vi har glædet os rigtig rigtig meget til i dag, hvor vi søsætter den under de festlige former, som der står i vores vedtægter, at vi skal, når vi søsætter vores korvette, siger Claus Larsen, der er storadmiral i Korvetbærerlauget i Vorbasse. 

Med storadmiralen i front bliver skibet båret ned til Krigshavnen, hvor søsætningen foregår. Taler, sang og salutter sætter rammen om søsætningen til stor glæde for byens borgere, der er mødt talstærkt op for at hylde korvetten. 

- Det er simpelthen så skønt med det sammenhold, vi har her i Vorbasse, siger Hanne Jette Sørensen og forklarer, at ligeså snart korvetten Labri er sat i søen, så starter sommeren for hende. 

- De sidste to år har Korvetbærerlauget bare sat den ned alene, så det er slet ikke det samme. Så nu er vi igang i igen, og det er bare dejligt, siger hun. 

Labri til søs.
Labri til søs.
Foto: Sofie Dupont, TV SYD

En særlig betydning

Krigsskibet er opkaldt efter gøgleren Labri, der gjorde Vorbasse Marked verdenskendt. Derfor har dagens søsætning også en helt særlig betydning for byen.

- Den skal markere, at nu starter planlægningen til årets Vorbasse Marked. For lige såvel som at vi ikke har haft søsætning i to år, så har vi heller ikke haft marked i to år. Så vi glæder os rigtig meget til, at vi nu på denne solskinsdag skal sparke alt i gang i Vorbasse igen, siger storadmiralen Claus Larsen.

Traditionen startede midt i 1980'erne, hvor det i starten var ment som en joke, at den lokale boghandler i Vorbasse, Axel Okholm, søsatte et lille skib i krigshavnen i Vorbasse, for at borgerne næste dag skulle se det. 

I de senere år har seancen fået mere officiel karakter, og i dag findes Korvetbærerlauget, der både har vedtægter og en kongres bestående af 12 mænd, der skal sikre, at korvetten Labri søsættes på behørig vis hvert år. 

Seancen er både sjov og alvorlig. 

- Vi gør det under formelle former, og vi er meget bevidste om vores opgave og går meget op i det. Men selvfølgelig er vi også klar over, at der er fis og ballede og lidt gøgl over det, siger storadmiralen.

Labri tiltrak stor opmærksomhed ved dagens søsætning.
Labri tiltrak stor opmærksomhed ved dagens søsætning.
Foto: Sofie Dupont, TV SYD.

Til søs på lånt tid 

Korvetten Labri har har sin storhedstid de næste måneder, hvor nysgerrige sjæle kan se den til søs, men det er på lånt tid. 

- Den vil blive taget op til november, når vinterstormene sætter ind, for vi er nødt til at passe på vores lille skib, siger Claus Larsen. 

Til vinter bliver den renset og malet, så den er klar til næste sæson, hvor den igen skal sættes til søs med stor festivitas.