Kræmmere sad fast i mudderet

Årets store kræmmermarked i Vorbasse var tæt på at drukne i mudder - og det fik kræmmerne op i det røde felt.  Mudder gjorde det nemlig svært for dem at komme hjem igen, da markedet sluttede.

I dag sad flere kræmmere fast, da de forsøgte at komme derfra med deres køretøjer - og i går havde markedets besøgende svært ved at komme frem på vejene, der var opløst i 30 cm mudder.

Kræmmerne oplyser, at det blandt andet har betydet en dårlig omsætning. De kritiserer derfor arrangørerne for ikke at have sikret jordbunden, så den var farbar.

Regn næppe en nyhed

- Nu har der været marked i Vorbasse i snart 300 år. Det kan næppe komme som en nyhed for hverken arrangører eller kommune, at det regner engang i mellem i Danmark,  kritiserer fritidsmarskandiser Johannes Rytter fra Horsens.

- Det kan heller ikke være en nyhed, at der kommer i tusindvis af gæster til markedet. Så det er under al kritik, at der ikke er blevet gjort mere for at sikre den våde jordbund bedre, fortsætter han.

Lavere omsætning

Johannes Rytter har i øvrigt kun haft en tredjedel af den omsætning, som han plejer på markedet. Han gætter på, at mange kunder har holdt sig væk på grund af regnen.
Det har ikke været muligt for TV SYD at få oplyst årets besøgstal fra arrangørerne.