Krematorier: Nej tak til kister i pileflet

En bedemand fra Grindsted kæmper for at få kister lavet i pileflet godkendt hos krematorierne. Lige nu vil kun et sted i Danmark brænde pileflettede kister.

Katri Søgaard, der er bedemand i Grindsted, forhandler kister flettet i pil.

Siden 2013 har hun kæmpet for at få pileflettede kister godkendt af Danske Krematoriers Landsforening. Men de vil ikke godkende dem, da de mener, de er for farlige for deres medlemmer at håndtere, og det betyder, at der kun er et krematorium i landet, der vil brænde dem.

quote

Jeg synes, at vi skal vægte vores medarbejderes sikkerhed højt. Det er derfor, at vi har sagt nej.

Allan Vest, formand for Danske Krematoriers Landsforening, Hjørring

- Jeg synes, at vi skal vægte vores medarbejderes sikkerhed højt. Det er derfor, at vi har sagt nej, siger Allan Vest, der er formand for Danske Krematoriers Landsforening, til TV SYD, og uddyber.

-Pil er meget flygtigt, det er ligesom, hvis man brænder en avis af, så er der flager. De flager suser rundt i systemet og udgør en brandmæssig risiko, dertil kommer lugtgener og eventuelle utætheder, siger han.

Krematorierne bestemmer dybest set selv,  om de vil brænde kister lavet i pileflet. Alle undtagen et krematorium i Silkeborg retter sig efter brancheforeningens anbefalinger. Det betyder, at afdøde fra hele landet skal køres omkring Silkeborg, hvis de gerne vil herfra i en kurvekiste.

Begravelser er under forandring

Pileflettede kister er ifølge leverandøren miljøvenlige, da der modsat almindelige kister ikke er brugt lim og maling, og så kan pil – modsat træ – høstes hvert år i 60 år.

Derfor ærgrer det bedemand Kartri Søgaard, de er så svære at få lov at bruge.

quote

Jeg tror, at det er en meget lukket verden, hvor man snakker meget med sig selv i stedet for at være åbne og tænke, hvordan får vi det bedste ud af det.

Katri Søgaard, bedemand, Grindsted

Katri Søgaard mener, at branceforeningen er alt for konservativ og ikke forstår, at også begravelsesmarkedet er under forandring.

- Jeg tror, at det er en meget lukket verden, hvor man snakker meget med sig selv i stedet for at være åbne og tænke, hvordan får vi det bedste ud af det, siger Katri Søgaard.

Katri Søgaard har bedt Kirkeministeriet kigge på sagen, men de henviser til krematorierne.