Landsby står bag toårige Marie og giver 163.000 kroner til Børnecancerfonden

Landsbyen Starup ved Grindsted samlede i dag 163.000 kroner ind til Børnecancerfonden.

860 børn og voksne deltog i gå- og løbeture til fordel for kræftramte børn - og mange bar T-shirts med påskriften "Team Marie".
Marie på bare to et halvt år bor i Starup og fik i sommer konstateret en sjælden kræftform, som har betydet, at hun har fået fjernet det ene øje - men hun er nu heldigvis fri af kræften.

quote

Min familie og jeg er fuldstændig blæst bagover. Det er så stort, og jeg måtte fælde en tåre.

Lykke Rosengren, mor til Marie, Starup

Søndag oplevede Marie og hendes familie så en helt enestående opbakning, da de mange voksne og børn i Starup og omegn mødte op og dermed skaffede 163.000 til kampen mod børns kræft.

- Min familie og jeg er fuldstændig blæst bagover. Det er så stort, og jeg måtte fælde en tåre. Det er helt vildt, vi er så glade, siger Lykke Rosengren, mor til Marie.

Lykke Rosengren, der er sygeplejerske og arbejder i et lægehus til daglig, glæder sig over fællesskabet i Starup.

- De er kommet for at støtte. Vi står sammen. Alle har lyst til at bakke op om det her projekt, man kan mærke, at det er et godt projekt. Men folk kommer også, fordi der er et fællesskab herude, som i den grad bliver set.

Marie fik konstateret en kræfttumor i sit venstre øje, og det ramte familien hårdt.

- Verden væltede. Det var et stor hul vi røg i. Der er mange ting, hvor man slet ikke ved, hvordan man skal agere i det. Det gør så ondt. Man ville så gerne tage det på sig selv i stedet for, at det skal ramme ens barn.

Søndagens store opbakning gør også stort indtryk på Marie og hendes mor.

- -Det er en kæmpe ære. Selvfølgelig støtter vi alle sammen et større formål, som er Børnecancerfonden, men for os er det jo en kæmpe ære, at vi står her i dag, og alle bakker os op og fortæller, at de tænker på os, siger Lykke Rosengren.