Lego-ånden skranter og stress truer

Lego-ånden skranter, mens Legos økonomiske succes roses kloden rundt. Ansatte lider alvorligt under presset.

Lego har i en årrække redet på en tsunami af succes, og øverst på bølgen har Lego-chefen Jørgen Vig Knudstorp surfet i en konstant rygvind af ros, anerkendelse og beundring for sin redning af legetøjskoncernen.

Men nu begynder medarbejderne at lide under presset for mere vækst og højere profit, og de siger, at Lego-ånden er ved at forsvinde, skriver Jyllands-Posten.

- Stress er blevet et stigende problem, som har været oppe at vende i vores samarbejdsudvalg. Årsagen skal nok findes i den work-lifebalance (arbejde-fritid-balance, red.), som er begyndt at hælde til den forkerte side, siger fællestillidsmand Berit Flindt Pedersen.

Problemet er dokumenteret i de løbende Pulse-målinger, hvor de ansatte blandt andet bliver spurgt, om de ville anbefale andre at arbejde for Lego.

Den har traditionelt været høj for Lego, men er faldet i de seneste år.

- Det er helt rigtigt, at det knirker lidt i skroget, siger direktør Jørgen Vig Knudstorp, men understreger, at de ansatte må indstille sig på et større pres.

- Medarbejderne giver udtryk for, at de føler, jeg ikke er tilfreds og hele tiden presser på. Hvor er anerkendelsen, spørger de.

- Men det er fordi, jeg er konstant bekymret for, hvad der kan gå galt, bange for at vi bliver overhalet. Udfordringen bliver kun større, når man er blevet så stor som Lego, siger direktør Jørgen Vig Knudstorp.