Lego er utilfreds trods overskud i milliarder

Omsætning og overskud faldt sidste år. Det er skuffende, mener den administrerende direktør, men han er alligevel optimistisk for fremtiden.

Lego tjente færre penge sidste år, end de gjorde i 2016. Omsætningen faldt med otte procent, men det skal stadig tælles i milliarder. Omsætningen blev på 35 milliarder kroner sidste år, mens den i 2016 var på 37,9 milliarder.

Det fremgår af det regnskab, som Legos nye topchef Niels B. Christiansen tirsdag fremlægger på et internationalt indkaldt pressemøde i Billund.

quote

Vi er ikke tilfredse med resultatet.

Niels B. Christiansen, ceo, Lego

- Vi er ikke tilfredse med resultatet, siger Niels B. Christiansen, som sidste år skiftede sit ceo-topjob i Danfoss ud med et tilsvarende i Lego.

Overskuddet efter skatter blev på 7,8 milliarder kroner, mens det i 2016 var på 9,4 milliarder.

Trods det dårligere resultat forventer Niels B. Christiansen sig meget af fremtiden.

- I slutningen af 2017 og i begyndelsen af i år er vores salg gået op i syv af vore 12 vigtigste markeder, og vi er i bedre økonomisk form nu, end vi var i 2017, siger han.