LEGO-film mest sælgende i USA

For anden uge i træk er "The Lego Movie" den suverænt mest sælgende i USA og Canada.

Den animerede Lego-film, der er baseret på de verdenskendte danske legeklodser, er for anden uge i træk den mest populære film i de amerikanske og canadiske biografer.

I denne weekend indbragte "The Lego Movie" næsten 49 millioner dollar eller cirka 270 millioner kroner.

I forrige uges premiereweekend solgte filmen billetter for 69,1 millioner dollar - hvad der svarer til knap 380 millioner danske kroner.

Det var den bedste åbningsweekend for en film på det amerikanske marked i det nye år.

Chefen for distribution hos Warner Brothers forklarer succesen med, at filmen rammer alle aldersgrupper.

Romatisk komedie

- Filmen er både for en på fem år og en på 85. Fem-årige nyder den, deres store søskende nyder den, deres forældre nyder den, og deres bedsteforældre nyder den, sagde distributionschef Dan Fellman efter premieren.

Samtidig afslørede han, at det flotte billetsalg åbner døren for kommende Lego-film.

"About Last Night", en romantisk komedie med Kevin Hart i hovedrollen, fik premiere denne weekend og strøg ind på pengelistens andenplads med 27 millioner dollar i billetsalg.

Tæt efter kommer en genindspilning af "Robocop". Den nye version af science fiction-succesen fra 1987 har Samuel J. Jackson og Michael Keaton øverst på plakaten. Den omsatte for knap 22 millioner.

Fjerdepladsen går til "The Monuments Men", der er instrueret af George Clooney, som også medvirker sammen med en række andre store Hollywood-navne som John Goodman, Matt Damon, Cate Blanchett og Bill Murray.

Den nåede et salg på 15 millioner dollar.