Lego præsenterer nyt rekordregnskab

Lego har i 2019 solgt mere end nogensinde før. Regnskabet viser en stigning på seks procent og et salg på 38,5 milliarder kroner.

Lego har i årets løb åbnet 150 nye butikker især i Kina.

Dermed er det samlede antal butikker oppe på 570 på verdensplan.

Der er især solgt flere legoklodser på E-handel. Her er handlen steget med 27 procent.

 
 

Lego-direktør Niels B. Christiansen siger i en kommentar til regnskabet, at Lego har vundet markedsandele på alle sine store markeder gennem året.

Legos resultat skal ses i lyset af, at markedet for legetøj var presset i 2019.

Analysefirmaet NPD anslog tidligere i år, at salget af legetøj på globalt plan faldt tre procent i 2019. Det hænger sammen med, at flere store kæder er lukket - herunder Toys"R"Us.

Fremgangen i Lego har også været med til at sende overskuddet op. Lego tjente sidste år 8,3 milliarder kroner. Det er cirka en kvart milliard mere end 2018.

Resultatet er en anelse tynget af, at Lego har skruet op for investeringerne det seneste år i blandt andet nye butikker og på it.

Legos salg nåede et nyt højdepunkt i 2019, der ellers var et tungt år for den globale legetøjsindustri.

Samlet nåede salget 38,5 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på seks procent og samtidig er rekord.
Det viser Legos årsregnskab, der er offentliggjort onsdag morgen.