Lego skovler penge ind

Lego skovler penge ind og tager internationale markedsandele. Børnene er især glade for kende Hollywood-film. Derfor kan Lego-koncernen smide endnu et fremragende halvårsregnskab på gaden.

- Første halvår har overgået vore forventninger på alle markeder, og det finansielle resultat er meget tilfredsstillende, siger administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp.

Lego Koncern har i første halvår oplevet en massiv stigning i omsætningen. Drifstresultatet blev på 2,0 milliarder kroner - mod 1,4 milliarder sidste år. En fremgang i omsætningen på 25 procent i årets første seks måneder.

- Da størsteparten af vort salg ligger i de sidste måneder af året, er det dog for tidligt at komme med konkrete bud på det samlede resultat for 2011.

Stigning på 25 pct.

Nettoomsætningen er steget med halvanden milliard - fra 5,9 mia. kr. til 7,4 mia. kr. En stigning på 25 procent.

Lego lancerede i januar en ny produktserie, Lego Ninjago, som kombinerer klodserne med såkaldte spinners og samlekort. Produktet er blevet godt modtaget på alle markeder - og sælger væsentlig over forventning, hedder det i en pressemeddelelse.

City og Star Wars sælger bedst

Men de klassiske produktlinier - Lego City og Lego Star Wars - er fortsat de produktlinier, som sælger bedst. Men også serierne, der er basseret på Pirates of The Caribbean og Harry Potter, har solgt bedre end ventet.

Lego skønnes at sidde på ca. 7 pct. af det globale legetøjsmarked. En andel, der er stigende.