Lego vinder kinesisk retssag om kopi-produkter

Lego-koncernen har ved en kinesisk domstol fået medhold i, at to kinesiske virksomheder ulovligt efterlignede og solgte kopier af kendte Lego-produkter.

Sagen blev rejst mod to kinesiske virksomheder, der havde fremstillet og solgt produkter, der var meget tætte efterligninger af Legos Friends-serie - men blot under navnet Bela i stedet for Lego.

Det er første gang, at Lego-koncernen har ført og vundet en sag baseret på uretmæssig konkurrence mod producenter af kopiprodukter i Kina.

China Shantou Intermediate People’s Court afgjorde, at de to kinesiske virksomheder skal stoppe med at kopiere konkrete Lego-produkters emballager og logoer fremadrettet. Retten afgjorde også, at Lego-koncernen er beskyttet under den kinesiske konkurrencelov mod uretmæssig konkurrence, hvad angår det distinktive og unikke udseende Lego-produkter har på tværs af produktlinjer, der gør, at forbrugere straks kan genkende og forbinde produkterne med Lego.

- Vi er glade for afgørelsen fra Shantou Intermediate People’s Court. Vi ser det som et bevis på det fortsatte fokus fra kinesiske myndigheder og domstole på at håndhæve og sikre intellektuelle rettigheder på ordentlig vis. Vi mener, det er vigtigt for en fortsat positiv udvikling af de forretningsforhold, som alle virksomheder, der opererer i Kina, er underlagt, siger Peter Thorslund Kjær, Vice President, Legal Affairs i Lego-koncernen i en pressemeddelelse.