Legoland laver nyt samarbejde med Julemærkefonden

Da julelysene i dag blev tændt på det store juletræ i Legoland, var det samtidig en markering af et fælles projekt, der skal samle penge ind til børn, der bor på julemærkehjem.

Et hurtigt kig på kalenderen viser, at det denne torsdag kun er en måned til juleaften.

Det blev også markeret i Legoland, hvor en masse børn fra julemærkehjemmene var inviteret med til at tænde lysene på parkens ti meter høje juletræ, der er lavet af Duplo.

Legoland og Julemærkefonden offentliggjorde samtidig et nyt samarbejde, hvor parken  sammen med gæsterne vil samle penge ind til Julemærkefonden i løbet af hele juleåbningen.

Ingen ensomhed og mistrivsel

Med til at tænde julelysene var også direktøren i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen. Han glæder sig over det nye samarbejde til fordel for børnene.

- Vi er meget glade for vores nye samarbejde med Legoland, som kommer til at strække sig igennem hele julen. Samarbejdet kan forhåbentligt både være med til at give børnene på julemærkehjemmene nogle fantastiske oplevelser i Legoland og nogle midler til vores arbejde for et børneliv uden mobning, ensomhed og mistrivsel, fortæller Søren Ravn Jensen. 

Det er første gang at Legoland holder åben i julen. Første gang bliver den 26. november.