Legoland mister 466 millioner kroner i omsætning

Restriktioner gjorde det "særdeles vanskeligt" at drive Legoland i 2020, skriver selskabet bag i årsrapporten.

Forlystelsesparken Legoland og omkringliggende overnatningssteder har i 2020 mistet godt 466 millioner kroner i omsætning.

Det viser selskabets årsregnskab for 2020.

Coronapandemien har gjort det "særdeles vanskeligt" at drive forlystelsespark og hotel i 2020, skriver selskabet i årsrapporten.

Derfor har selskabet i 2020 fået underskud i resultatet på minus 29,5 millioner kroner. Året før fik selskabet et overskud på 83,4 millioner kroner.

Som selskab driver Legoland hovedsageligt forlystelsesparken i Billund af samme navn. Derudover driver Legoland også to hoteller og en campingplads.

I 2019 havde selskabet 613 ansatte, men selskabet måtte sløjfe godt 200 af stillingerne i 2020.

Legoland forventer, at 2021 fortsat kommer til at have en negativ effekt på både mængden af turister, der besøger parken, såvel som antal overnatninger på hotellerne og campingpladsen. Selskabet hæfter sig ved usikkerheden, om hvilke restriktioner der kan komme i løbet af året.