Legoland vil have modne legebørn

Det er ikke kun skoleelever og studerende, der løber med sæsonjobbene i Legoland. De ældre seniormedarbejdere har nemlig noget, de unge ikke har.

På Legolands jobmesse fredag og lørdag, er det ikke kun de unge studerende, der løber med jobbene. I hvert fald melder Legolands HR-chef ud, at parken gerne vil have fingre i det grå guld.

-  De ældre medarbejdere, de kan simpelthen noget. De bidrager med en masse erfaring fra et langt arbejdsliv, og de er med til at give nogle gode værdier videre til vores unge medarbejdere, siger HR-chef i Legoland, Bente Noringriis til TV SYD.

Det er Helle Svingholm fra Haderslev helt enig i. Med sit skulderlange, krøllede grå hår, tilhører hun tydeligt det ældre segment, der er mødt op til Legolands jobmesse. Til hverdag er hun kontorassistent, men er mødt op til jobmessen i Legoland, fordi hun håber at få et bijob.

- Jeg har jo en vis erfaring. Både fra mit arbejdsliv og som forælder, så jeg er vant til at omgås unge mennesker, siger Helle Svingholm til TV SYD.

Udover erfaring, har de ældre en anden fordel, der ikke er til at komme udenom for Legoland. Parken åbner for en ny sæson d. 19. marts. Det er længe før sommerferien starter på skoler og uddannelsesinstitutioner, og så er det smart at have et korps af seniormedarbejdere.

- Seniormedarbejdere har mulighed for at være lidt fleksible i dagligdagen, hvor vi også har brug for, at man kan komme ind på en tirsdag formiddag, hvor de unge tit går i skole, siger Bente Noringriis.

Legoland søger i alt 450 nye sæsonmedarbejdere på jobmessen, der løb af stablen fredag og lørdag.