Lufthavn betaler for medarbejdernes fagforening: - Det var ikke sket i København

I Jylland er der en mere forsonende tilgang mellem arbejdstager og arbejdsgiver, end der er i København, siger forsker.

"Hellere danse end bokse".

Sådan lyder arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensens analyse af forholdet mellem Billund Lufthavn og dens ansatte.

1. august 2022 indgik personalet en aftale med lufthavnen om, at lufthavnen betaler et medlemskab til en fagforening, hvis medarbejderen ønsker det.

Det kan være med til at forebygge eventuelle konflikter, som man eksempelvis har set mellem Københavns Lufthavn og personalet.

- Jeg ser det som en gensidig investering i som medarbejder at kunne beholde sit job og som arbejdsgiver at kunne tiltrække anden arbejdskraft. Så på den måde er det en gevinst for begge parter, siger Henning Jørgensen, der er forskningsansvarlig på professionshøjskolen UCN.

quote

Nogle vil kalde det fiflerier, andre vil kalde det et smøremiddel for at få det til at fungere ude på arbejdsmarkedet

Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og forskningsansvarlig på UCN

Og der er mange, der har takket ja tak til tilbuddet.

90 procent af medarbejderne på "ground handling"-området, der tæller 300 medarbejdere, er i fagforening. Inden 1. august 2022 var det halvdelen.

Heraf er 119 medarbejderne i det, der kaldes "rampeområdet", hvor hele 98 procent af medarbejderne nu er meldt ind i en fagforening.

Størstedelen er meldt ind i 3F, HK og Dansk Metal.

- Vi er stolte af aftalen. Aftalen gør det lettere at organisere kollegaerne, da økonomien ikke længere har indflydelse på organiseringsforholdet. Arbejdsgiveren ser også en stor værdi i aftalen, da den skaber ro og understøtter vores gode samarbejde, siger fællestillidsmand i Billund Lufthavn, Henrik Puggaard.

quote

Det er lettere at lave sådan en aftale i Jylland end i København

Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og forskningsansvarlig på UCN

Anden tilgang i Jylland

Når det har kunnet lade sig gøre at nå til enighed om aftalen, skyldes det ifølge arbejdsmarkedsforskeren blandt andet et presset arbejdsmarked. 

Men det skyldes ikke mindst, at man i Jylland har en anden indstilling arbejdsgiver og arbejder imellem.

- Det var ikke sket i København (Københavns Lufthavn, red.), siger Henning Jørgensen og fortsætter:

- Der er en kulturel forskel. Det er lettere at lave sådan en aftale i Jylland end i København. I Københavns Lufthavn står den mere på klassekamp, hvor man er mod hinanden, hvor man i Jylland mere finder hinanden. Der er forskel på, om man går ind i en boksering eller ind på et dansegulv.

Billund Lufthavn beskæftiger mellem 1.600 og 1.700 mennesker. Heraf er 800 lufthavnens egne medarbejdere. I 2022 var der 3,5 millioner passagerer igennem lufthavnen.
Billund Lufthavn beskæftiger mellem 1.600 og 1.700 mennesker. Heraf er 800 lufthavnens egne medarbejdere. I 2022 var der 3,5 millioner passagerer igennem lufthavnen.
Foto: Nicklas Palner, TV SYD

Henning Jørgensen har ikke tal på, hvor udbredt arbejdsgiverbetalt fagforening er, men det er atypisk.

- Nogle vil kalde det fiflerier, andre vil kalde det et smøremiddel for at få det til at fungere ude på arbejdsmarkedet, siger Henning Jørgensen.

Kan man forestille sig, at Billund Lufthavn ved at betale medarbejdernes fagforening indirekte kan blive part i en sag mod sig selv?

- Arbejdsgivere som Billund Lufthavn bruger det netop til at undgå, at der bliver konflikter. Det er for at få dét rolige arbejdsmarked, som vi kender fra Danmark og specielt for det jyske arbejdsmarked, siger Henning Jørgensen.

quote

Nogle arbejdsgivere vil synes, det er urimeligt. Så må de finde ud af andre måder at gøre sig attraktive på

Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og forskningsansvarlig på UCN

Et presset arbejdsmarked

For der er rift om arbejdstagerne.

Selvom Arbejderbevægelses Erhvervsråd spår, at der bliver flere ledige, er beskæftigelsen alligevel historisk høj.

Og det er sandsynligvis også grunden til, at Billund Lufthavn er gået med til aftalen - simpelthen fordi de kæmper om arbejdskraften.

- I et presset arbejdsmarked må man gøre, hvad man kan. Både for at beholde og tiltrække arbejdskraft. Det er et forsøg på at gøre sig attraktiv, siger Henning Jørgensen og fortsætter:

- Nogle arbejdsgivere vil synes, det er urimeligt, når Billund Lufthavn gør sådan. Så må de finde på andre måder at gøre sig attraktive på. Typisk har det været ved at hæve lønnen eller lave forskellige ordninger som fitnessmedlemskaber, madordninger eller fleksible arbejdstider. Så i den forstand er det et konkurrenceparameter fra Billund Lufthavn.

Billund Lufthavn har et samlet antal af beskæftigede på omkring 1.600-1.700. Heraf er cirka 800 lufthavnens egne medarbejdere. Lufthavnen ekspederer 3,5 millioner passagerer om året.

Billund Lufthavns ledelse kommenterer af princip ikke aftalen om betalt fagforening for deres ansatte.

- Fordi det er en sag, vi holder mellem arbejdsgiver og arbejdstager, oplyser lufthavnens presseansvarlige  Mads Bisp Agersnap.