To mænd hædres for at redde 1-årig fra druknedøden

En 1-årig drenge blev fundet livløs i badeland. To mænds hurtige agering blev drengens redning.

Takket være en hurtig og livreddende indsats slap en familie med skrækken, da de i januar besøgte Lalandias badeland i Billund.

Her var familiens 1-årige dreng blevet væk fra sine forældre et øjeblik, skriver Sydøstjyllands Politi på Facebook.

En 45-årig mand opdagede hurtigt drengen, der lå livløs i et bassin. Han fik lynhurtigt drengen op af vandet og tilkaldte en livredder.

Den 20-årige mandlige livredder gik straks i gang med livreddende førstehjælp og reddede drengen.

Den lille dreng blev kørt til Kolding Sygehus, hvor børneafdelingen senere samme dag kunne oplyse, at drengen havde det godt efter omstændighederne.

- De modtager hver en dusør for deres resolutte, velovervejede og ekstraordinære indsats i situationen, der reddede den lille drengs liv. Vi er stolte over hverdagens helte, der gør en forskel i andre menneskers liv, skriver politiet til sidst i opdateringen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.