Mand fik brev om han var død

 Med stor undren har Svend Aage Jensen modtaget et brev, der omhandler myndighedernes behandling af dødsboet efter ham. Han er ved en fejl blevet slettet i det centrale CPR-register og erklæret død.

Men Svend Aage Jensen lever i bedste velgående, han nyder livet, og har ingen anelse om, hvorfor han pludselig skulle være død.

- Det her er jo sådan noget, som aldrig måtte ske, siger han.

I første omgang kan "den afdøde" konstatere, at hans over 50 år gamle medlemskab af Metal er slettet. Og det samme er den månedlige ATP-indbetaling, som supplerer den 78-åriges folkepension.

Fatal forveksling

Svend Aage Jensen forklarer selv overfor TV SYD, at der formenltig er tale om en forveksling med en dansk statsborger i Sverige med stort set samme navn som ham selv.

- Min datter blev opsøgt af politiet, der kunne meddele hende, at jeg var død efter en brand på min bopæl i Sverige, fortæller den 78-årige Svend Aage Jensen.

I øvrigt er det op til Svend Aage Jensen selv at rette fejlen fra det centrale personregister om hans "død" hos forskellige myndigheder og institutioner.