Mathilde fik besøg og boller af lærerne

Mathilde Steiness og 119 andre efterskoleelever fik et tiltrængt besøg fra deres skolelærere. De kom landet rundt med fastelavnstønder og friske boller.

Overraskelsen var stor hos 120 elever på Trondsø Efterskole og Fri Fagskole.

I dag stod deres lærere pludseligt uden for deres hoveddør, og sang "Boller op, boller ned".

Eleverne har været hjemsendt siden før jul, og keder sig slemt, trods hjemmeundervisning.

Mathilde Steiness fik besøg hjemme i Jordrup, og blev meget glad for skolekøkkenets fastelavnsboller. Hun fik lov til at slå et par slag på fastelavnstønden, men det var ikke hende, der blev kattekonge denne gang. Det er også helt ligegyldigt. Besøget var vigtigere.

- Arne er min kontaktlærer, så det var rigtig rart at se ham igen og høre lidt om, hvordan det går på skolen, siger Mathilde Steiness. Hun går på hestelinjen i 10. klasse.

Landsdækkende aktion

Skolen ligger i Grindsted. Eleverne kommer fra hele landet, så de 18 lærere måtte køre hele 3.889 kilometer i bil for at nå rundt til alle.

- Jeg bliver lidt rørt, siger Arne Toftegaard, der er lærer på skolen. Det var rigtig dejligt at se dem, så det er det hele værd. Vi gør det for elevernes skyld, men det betyder også meget for os.

Foreløbigt skal eleverne være hjemme til den 28. februar. Her håber Mathilde Steiness, at det bliver muligt at vende tilbage til skolen igen:

- Jeg glæder mig til at se mine venner og få den sidste del af efterskoleopholdet med.