Med paraply, varmt tøj og ørevarmere samlede veninderne Lærke og Naja ind til Røde Kors

Årets landsindsamling er den første siden coronaens ankomst.

Artiklen er opdateret med det landsdækkende indsamlingsresultat og en kommentar fra generalsekretær Anders Ladekarl. 

Når man vil gøre en god gerning og støtte op om et godt formål, så er et utrolig stædigt regnvejr ligegyldigt. Der er det bare om at finde sig flere lag varmt tøj, pandebånd eller en tyk hue og en stor paraply.

Så iklædt det gik gymnasieveninderne Lærke Thomsen og Naja Korsgaard fra Grindsted søndag fra hus til hus med en hvid raslebøsse med et stort rødt kryds på midten for at samle ind til organisationen Røde Kors’ landsindsamling.

Den første indsamling siden coronavirussets indtog og den første indsamling, som Lærke Thomsen har meldt sig til.

- Jeg har meldt mig, fordi jeg tænkte, det ville være godt at gøre en god gerning for andre. Vi har det meget nemt her i Danmark, og bare det lidt, vi samler ind, hjælper stadig mange familier, siger hun.

Naja Korsgaard i stemmer:

- Jeg synes, det er vigtigt at gøre en forskel og prøve at gøre noget for andre, der ikke har de samme vilkår og muligheder, som vi har, og jeg synes, det er hyggeligt.

I alt 32 borgere havde meldt sig som indsamlere i Grindsted, hele 23 af dem, heriblandt Lærke Thomsen og Naja Korsgaard, var fra Grindsted Gymnasium.

På den knap to timer lange gåtur samlede de to veninder 320 kroner ind, som de fik et diplom og et ”tak, skal I have” for fra indsamlingshovedkvarteret i Grindsted.

Grindsted by indsamlede 19.900 kroner.

På landsplan blev der samlet 15,5 millioner kroner ind. . 

Det er to millioner kroner mere end sidste år og mere, end Røde Kors forventede i år, fortæller en begejstret Anders Ladekarl. Han er generalsekretær i nødhjælpsorganisationen.

- Jeg er lettet over, at det er gået så godt. Det er både en glad og lettet generalsekretær, som lukker ned for indsamlingen i dag, og starter i morgen med at sikre, at pengene kommer ud at arbejde, siger han.

6.000 gymnasieelever samlede ind

Pengene skal gå til at hjælpe mere i Afghanistan, Syrien samt give en ekstra håndsrækning til udsatte børn i Danmark.