Meget sjælden fødsel: For første gang er der født guitarfisk i fangenskab

Mandag er der født to guitarfiskeunger i Legoland. Det er intet mindre end en sensation.

To små verdenssensationer på omkring 25 centimeter er mandag kommet til verden i Oceantanken i Atlantis i Legoland. Og måske kommer der flere. Det vil det næste døgn vise.

Det er guitarfiskeunger, og det er første gang nogensinde, at det er sket i fangenskab i Danmark. Det sker i det hele taget sjældent i fangenskab. 

Ungernes mor og far er to kæmper på 2,5 meter, som har boet i Oceantanken i Atlantis i Legoland de seneste to og et halvt år. 

Ifølge biolog i Legoland, Lars Nørholm Jensen, så er det en art, der kan være svær at få til at trives, så den vil yngle, så han er stolt over, det er lykkes at få dem i Billund.

- Der findes utroligt få i verden af dem. Også i den vilde natur, hvor de er meget truet, så vi er megaglade for, at der indtil videre er kommet to unger til verden her hos os, siger Lars Nørholm Jensen.

Fisken, som tilhører rokkearten, er en meget truet art, der normalt lever i havene langs Afrikas vestkyst, Portugal og i Middelhavet. 

To sjældne guitarfiskeunger lige født.
To sjældne guitarfiskeunger lige født.

Måske kommer der flere unger

Lars Nørlund Jensen var faktisk ikke helt sikker på, der ville komme unger. Men hunrokken gik fra maden for en uge siden, og det plejer at være et godt tegn på, at en fødsel er forestående.

- Det kan være utroligt vanskeligt at se, om der er unger på vej, og selvom hun gik fra føden sidste mandag, så nåede jeg at blive lidt bekymret, da det i dag er en uge siden, forklarer han.

De første to guitarunger kom som nævnt til verden i dag, og måske er der flere på vej. Det vil det næste døgn vise.

Denne lige 25 centimeter lange guitarfisk kan bliver op til 2,5 meter, når den er udvokset.
Denne lige 25 centimeter lange guitarfisk kan bliver op til 2,5 meter, når den er udvokset.

Nu skal de lære at spise

Efter fødslen blandt artsfæller og hajer og andet godtfisk i den store Oceantanker er de to unger mandag middag fisket op, og de skal det næste stykke tid gå i nogle mindre bassiner, hvor de blandt andet skal lære at tage føde til sig på kommando.

- Vi fodrer dem med muslinger, rejer og andre skaldyr, men vi gør det efter 'taget-metoden', som betyder, at de skal lære at komme og tage maden direkte fra dyrepasserne, forklarer Lars Nørlund Jensen og fortsætter:

- På den måde sikrer vi, at de får, hvad de skal have af mad, og vi kan se, om de trives.

De små sensationer kan ses til sommer

Rokkerne regner Lars Nørlund Jensen med, at publikum kan se til sommer. Når de har boet i Billund et års tid, skal de videre ud i verden og indgå i andre avlsprogrammer.

- Der sidder en person i Frankrig og styrer avlsprogrammet, så vedkommende er med til at pege på, hvor de skal hen i verden, når den tid kommer. Vi kan ikke have dem her sammen med forældrene, når de bliver kønsmodne.