Mindre banker i farezonen

19 danske banker og sparekasser er så pressede økonomisk, at kunder og investorer bør holde et vågent øje med den.

Det skriver dagbladet Børsen på baggrund af en analyse fra firmaet Niro Invest.

Blandt pengeinstitutterne er den sydjyske sparekasse Vorbasse-Hejnsvig. Sparekassen kommer ind som nummer 16 blandt de 19 mest usikre banker og sparekasser.

Analysen omfatter er række risikofaktorer som kapitaldækning, branchekoncentration, nedskrivninger, rentabilitet, forretningsudvikling, udlånsvækst og indtjening i 2010.

Direktør Erik Rasmussen, Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, siger, at analysen ikke kan stå alene, når kunderne vil vurdere sparekassen.

- Det er korrekt, at vi ville få problemer, hvis vi skulle skaffe ny kapital, men det har vi ikke behov for. Vi har et stort indlånsoverskud, og det betyder, at vi er selvfinansierende. Vi er også i stand til at indfri vores statsgaranti i 2013, siger han.

Sparekassen har et likviditetsoverskud på omkring 300 millioner kroner, mens lovkravet er på omkring 130 millioner kroner.

Landbrugskunder gav tab

Sparekassen har en hovedvægt af landbrugskunder, og det kostede nedskrivninger på 50 millioner kroner sidste år.

- Vi har et begrundet håb om, at det begynder at gå bedre for landbruget, men vi kommer ikke uden om, at vi er tæt forbundet med erhvervet, understreger Erik Rasmussen.

Han er overbevist om, at den lille sparekasse kan fastholde sin selvstændighed.

De fem mest usikre banker i analysen er Fjordbank Mors, Aarhus Lokalbank, Max Bank, Basisbank og Sparekassen Farsø.

De klarer sig dårligere end Roskilde Bank og Amagerbanken, inden de krakkede.

Kunderne er kun sikret en indskydergaranti på 750.000 kroner, når en bank går ned.

Analysefirmaets hjemmeside.